En aften i forkælelsens tegn

foto 7

Lørdag aften var en ikke helt almindelig aften for mig. Jeg var så heldig at være blevet inviteret ud at spise af min kæreste – og ikke på hvilken som helst restaurant! Vi skulle på Michelin restauranten Formel B, der ligger på Vesterbrogade, og nyde en på forhånd af kokken bestemt fire retters gourmetmiddag. Min kæreste vandt i sommeren en artikel konkurrence ved Aalborg universitet, og havde lovet mig denne tur som ‘min præmie’. Det var første gang, jeg skulle på Michelin restaurant, og det var virkelig en oplevelse. Da vi gik op ad den oplyste løber mod trappen, blev døren åbnet for os, og vi blev budt indenfor af vores tjener gennem hele aftenen. Hun var afslappet og hyggelig og vidste alt om de vine og den mad, der blev serveret. Og hvad der dog blev serveret! Jeg er her ikke i stand til at gengive det, men billederne taler forhåbentlig deres tydelige sprog. Vi fik en ”snak” med champagne som starter, efterfulgt af to lækre forretter, en hovedret, dessert og ”kaffe med sødt”. Til hver af de fire retter fik vi serveret en vin specifikt udvalgt af kokken til at komplimentere netop de smagsnuancer, der ønskedes. Da vi er meget interesserede i vin, lappede vi alt i os, hvad tjeneren fortalte om områder, druesorte og kendetegn. Alt imens var stemningen på stedet fantastisk hyggelig og intim. Der var pyntet med naturmaterialer og sort dramatik. Selv på toilettet var konceptet gennemført med små Formel B håndklæder, man blot smed ud efter brug – lidt anderledes end jeg er vandt til! Der var rum til at tale om drømme, og det blev der gjort. Da vi skulle derfra godt tre timer efter vi var kommet, ventede vores tjener i døren med min jakke og bød os en fortsat god aften. Vi fortsatte derfra til fods, og gjorde et par ølstop, inden vi ud på natten kom hjem til vores dejlige lejlighed på Amager 🙂

foto 1 foto 2 foto 3 foto 4 foto 5 foto 6